Adventssalme

Som ånde, der holdes tilbage,
som livsmod, der ej går i skjul,
som smilende, smægtende dage
er advent og længsel mod jul.

Som sitren i vinterens hjerte,
som solen, der glitrer så gul,
som håbet, der dulmer al smerte,
er advent og længsel mod jul

Som vandring til barndommens lande,
som glæde, der aldrig er hul,
som kølige kys på en pande
er advent og længsel mod jul.

Som fingre, der gerne vil flettes,
som vingen, der bærer en fugl,
som sorgernes tyngde, der lettes,
er advent og længsel mod jul

(Fra Salmeskat – 30 nye danske salmer. Tekster af Carina Wøhlk og musik af Hans Ole Thers).

Salme til Allehelgen:

Det går mod mørke tider. Vinter kommer.
Og inden i os synger det i mol.
Hvor blev den af – den lyse, varme sommer?
Hvorfor er denne verden sort og kold?

Det er så barskt og bittert bart derude.
Ja, denne dag er grædefærdigt grå.
Vi hører vinden te sig vildt og tude,
imens vi lægger hjerterne på skrå.

For alting skråner, alting er af lave.
Det hele føles så forkert og skævt.
Vor verden rummer alt for mange grave.
Men Gud har trodset døden – stærkt og gævt.

Vi rejser os og tænder ild i væger
for dem, vi elsker, dem, vi tænker på.
Vi savner vore døde og vi hæger
om minder om dem – tiden går i stå.

Vi husker deres navne, deres stemmer.
Vi mindes deres latter gennem gråd.
Og ud ad sindets dybe, dunkle gemmer
vi trækker hver erindrings gyldne tråd.

Det går mod mørke tider, kære venner.
Der er et lys, der aldrig pustes ud.
Det brænder i den kærlighed, vi kender
– alene takket være lysets Gud…

(Fra Salmeskat – 30 nye danske salmer. Tekster af Carina Wøhlk og musik af Hans Ole Thers)

Kom maj, du søde milde! Så kom den – med hvidtjørn og kirsebær i blomst. Og allerede på månedens anden dag er verden rystet af en nyhed, der hverken udstråler sødme eller mildhed: Lederen af Al Qaeda, Osama bin Laden, er blevet dræbt af amerikanske specialstyrker under en operation i Pakistan. Han døde under ildkamp i et hus i en forstad til Islamabad. På fjernsynsskærme verden over flimrer det blodige billede af hans sønderskudte ansigt. Der jubles flere steder på kloden – både foran Det Hvide Hus i Washington og i gaderne i New York. Ground Zero løfter sig over nulpunktet. Vild glæde med et stænk af vemod udgør ifølge journalisterne den herskende grundstemning.

Den indiske politiker og åndelige leder, Mahatma Gandhi, skal have sagt, at ”øje for øje ender med at gøre hele verden blind”. Verden er måske ikke blind endnu, men hævngerrigheden truer med at stikke øjnene ud på os alle. Vi må tage os i agt.

Udtrykket ”øje for øje, tand for tand” stammer, som bekendt, fra Det gamle Testamente. I Det nye Testamente, i den bjergtagende Bjergprædiken, giver Jesus os den indsigt, at vores noget-for-noget mentalitet kommer til kort i forhold til Guds langmodighed. Når nogen slår os, skal vi vende den anden kind til – og aldrig lade os slå ud. Kærligheden er den styrke, der skal få os på fode og holde os på benene. I Bjergprædikenen siger Jesus også, at solen skinner og regnen regner over både retfærdige og uretfærdige. Til tider går det de gode ondt og de onde godt. Det går os ikke efter fortjeneste her i tilværelsen. Det ved vi. Alligevel glæder vi os, når livet lykkes for gode mennesker. Kan vi så ikke fryde os i vores stille sind, når livet mislykkes for onde mennesker?

I sin tale om Osama bin Ladens død siger den amerikanske præsident, Barack Obama, at retfærdigheden nu er sket fyldest. Det kan forekomme ret og rimeligt, at en forbryder må bøde og bløde for sine ugerninger. Men det, der i nogles øjne er en retfærdig straf, er i andres en forbrydelse, der kræver gengældelse. Og inden vi ser os om, famler vi alle rundt i blinde – og i et blodbad, der ingen ende vil tage.

Osama bin Laden var leder af vor tids mest frygtede terrororganisation. Han kunne holdes ansvarlig for tusindvis af menneskers død. Han var en skånselsløs skurk, men han var også nogens søn, far og ægtemand.

Barack Obama – og mange med ham – ønsker at retfærdiggøre Osama bin Ladens død. Retfærdiggørelse er ikke mit ærinde. Jeg hverken kan eller vil frikende Osama bin Laden for den lidelse, han har påført menneskeheden. Men jeg vil anerkende, at han selv var en del af den. Han var et menneske – hvor gerne vi end vil dæmonisere ham. Nu er han død. Det bringer ikke hans ofre til live. Men vi lever. Og vi skylder hinanden at spærre øjnene op og forsøge at se nuancerne i virkeligheden.

December er en dunkel måned. I hvert fald på vores breddegrader. Når vi står op om morgenen, har natten ikke sluppet sit tag, og når vi kommer hjem fra dagens gøremål, har mørket lagt sig som en kulsort kappe over både det ydre og indre landskab – igen….

Der er ikke mange sprækker i mørket. Der er ikke mange lyspunkter. I disse dage takker vi for snedriverne, der giver et kønt og køligt skær. Og vi stryger en tændstik og tyer til kalenderlys og adventskranse.

Sidste mandag fejrede vi Santa Lucia. Landet over gik både børn og voksne i oplyste optog for at mindes lysets helgeninde – og for at minde os om, at vi skal ”bære blus med glæde”, som det hedder i Grundtvigs salme ”Skyerne gråner…”. Vi er her for at leve – med blussende kinder og varme hjerter. Vi er her for at fyre op under hinandens livsmod.

Den 22. december er det vintersolhverv – årets korteste dag. Så kan vi se en ende på nattens herskesyge. Så kan vi bevæge os ind i den tid, hvor mørket svinder og lyset vinder. Så går det langsomt, men sikkert mod solrige, sommerlige dage.

Men vores længsel efter lyset kan komme os dyrt at stå. En (van)vittig sjæl har sagt: ”Pas på lyset for enden af tunnelen – det kan stamme fra et modkørende tog”. Ordene kan enten give os smilehuller  eller bringe tårerne frem i øjenkrogen. Den krasse pointe er, at det lys, vi higer imod, kan vise sig at være blændværk. Det, der ser lyst og lovende ud, er ikke altid, hvad det giver sig ud for at være.

Foråret, som vi længes sådan imod, kan være lumsk og lunefuldt. Vi kender også  fænomenet fra kærlighedslivet. Vi kan møde mennesker, som vi drages imod, fordi det føles, som om de skal skinne og skabe glæde i vores liv. Senere må vi måske sukke til erkendelsen af, at de var lyseslukkere.

Der er et lys, der aldrig blænder. Der er en varme, som vi aldrig brænder nallerne på. Det lys og den varme er Guds. Lyset stråler i blikkene på de mennesker, som elsker os uden forbehold og bagtanker. Varmen luner vi os ved i kærlige favntag og fællesskaber.      

Julen handler om lyset som et guddommeligt gennembrud i en begsort og bitterligt kold verden. Julenat funkler det ud af det dunkle, at hjertevarmen er kommet til jorden – at Gud selv ser dagens lys med menneskeøjne.

Denne verden er fuld af mørkemænd og skyggetanter, der kan få det til at sortne for os. Lad os ikke være mørkerædde. Lad os leve for at tænde glimtet i hinandens øjne. Det glimt er guddommeligt. I Jesus Kristus kan vi se lyset – fuldt og helt. Det skinner klart igennem, at Gud elsker os. Spørgsmålet er: Tør vi møde det glødende syn – og få julelys i øjnene?

I går var det World Aids Day. Verden over blev der sat fokus på det forhold, at ikke alle hiv-smittede uden videre får den behandling, der kan holde dem i live. 2010 var et forjættet år. Alverdens regeringer lovede, at der i 2010 ville være fuld adgang til kondomer, medicin, omsorg og støtte til alle, der havde behov for det. Nu lakker året mod enden, og vi må se et løftebrud i øjnene.

Ganske vist har ny forskning og nye måder at forebygge hiv på givet opsigtsvækkende resultater. Ganske vist er antallet af mennesker, der bliver smittet med hiv, nu faldet med 25 procent i de værst ramte lande. Ganske vist blæser der mildere vinde fra Vatikanet i forhold til prævention. Men målet er langtfra nået. I dette øjeblik tripper 10 millioner mennesker for at få den hiv-medicin, der kan redde deres liv. Medicinen er billig, effekten er enorm – og kun hver tredje smittede får gavn af den. Det er skuffende, men vi må ikke give op.

World Aids Day 2010 giver os mulighed for at besinde os på aids-epidemien og for at bede om fornyet lidenskab, viden, holdningsændring og handlekraft med henblik på at sikre værdighed og rettigheder for mennesker, der lever med hiv eller er udsat for smitterisiko.

Herhjemme afslørede en levekårsundersøgelse for nogle år siden, at mange hiv-smittede døjer med hemmelighedskræmmeri og ensomhed. Undersøgelsen viser, at aids-sagen ikke kun handler om at sikre hiv-smittedes overlevelse, men også om at fremme trivsel og tryghed i de liv, der leves. Danske hiv-smittede er måske nok velbehandlede i forhold til skæbnefæller visse steder i Afrika og Asien, men tabuiseringen og stigmatiseringen har alt for gode vækstbetingelser.

Tiden er inde til et kollektivt løfte: I kølvandet på World Aids Day 2010 må vi love højt og helligt at kæmpe imod fordømmelsen af mennesker, der lever med hiv og for næstekærlighed og nænsomhed imod hiv-smittede. Det er et løfte, som vi alle kan efterkomme – uanset hvilken indflydelse vi har, uanset hvilken indsats vi i øvrigt har kræfter til.

I søndags fejrede vi 1. søndag i advent. Advent forbereder os på den kommende højtid. Ordet advent betyder netop ”komme”. Det er løfterigt. Det siger os, at vi har noget godt i vente. Hele adventstiden er båret af forventningens glæde. Advent fører os frem til jul – til forløsningen i en stille stald i en afsides afkrog af verden. Med fødslen af det lille Jesus-barn bliver løftet om guddommeligt nærvær indfriet.
Gud kan ikke give os håndslag på et liv uden bekymringer og belastninger, men julenat stikker han en buttet barnenæve ind i vores knugede hånd og slår følge med os.

Dette liv byder på skuffelser og skændsler, nitter og nederlag. Vi kan ikke leve det uden at miste. Men her, i tabets virkelighed og ind under jul, står det lysende klart: Gud elsker os. Han vil aldrig lade os være i fred. Og kære venner, det er ikke en trussel, men et løfte. Gud elsker os – og den kærlighed forpligter. Vi skal tage vare på os selv og hinanden. Vi skal smøge ærmerne op og søge hinandens hænder. Der er liv, der skal leves. Der er opgaver, der skal løses.

I S-togene findes der såkaldte stillezoner. Her kan passagererne sidde i fred og ro og nyde togturen. To enkle piktogrammer lader forstå, at det hverken er tilladt at tale eller telefonere i disse kupéer.

Stillezonerne er et særligt tilbud til passagererne. De giver os mulighed for at læse, lave lektier, skrive mails eller se drømmende ud ad vinduet – uden for mange forstyrrelser på vej til og fra skole og job.

I går tog jeg S-toget på arbejde. Jeg satte mig i en stillezone i håbet om at få lov til at lade lidt op inden aftenens gudstjeneste. Undervejs, på strækningen imellem Hillerød og Nørreport, valgte hele tre medpassagerer at bryde tavsheden.

Én mand talte højt og hæmningsløst i mobiltelefon. En anden (lettere bagstiv) herre forsøgte at komme i snak med mig – uden held! Og en tredje lod en manisk og umelodisk fløjten strømme ind i vores øregange.

Jeg er sikker på, at de alle tre kunne se og fatte piktogrammerne. Ordet ”stillezone” var også til at læse og lodde betydningen af, turde jeg mene. Alligevel ville de tre herrer ikke tie stille. Alligevel prellede høflige henstillinger fra andre mennesker i kupéen fuldstændig af på dem. Der var ikke megen kupé-konduite at spore.

Måske følte de sig hævet over forbuddene. Måske følte de sig angstprovokerede ved tanken om stilhed. Jeg aner det ikke. Jeg ved kun, at jeg var sammenbidt og på sammenbruddets rand, da jeg nåede til Nørreport.

I vores moderne tid er der så få oaser af stilhed. Vi bliver hele tiden bombarderet med sanseindtryk. Lyde og billeder dominerer det offentlige rum. Mobiltelefoner ringer og skærme flimrer, hvor vi end vender os hen.

Jeg er så privilegeret at arbejde i en stor og statelig kirke. Jeg elsker, når rummet emmer af liv – når orgelet bruser og hundreder af menneskestemmer stræber mod hvælvingerne. Men jeg må indrømme, at det tomme og tavse rum taler til mig på en særlig dyb måde. Når stilhedens katedral rejser sine søjler, bliver jeg stum af ærefrygt. For Gud er nær.

I stilheden møder vi Gud som den, der skaber fred i vores hjerter – midt i en kaotisk og kakofonisk verden. Lad os unde os selv og hinanden lidt uforstyrrethed i hverdagen. Vorherre har løst billet til vores livsrejser. Han er vores trygge og trofaste medpassager – og han beder om ørenlyd. Schyyy!

I dag, den 18. oktober, er det EU´s anti-trafficking dag. Vi tilskyndes til at forholde os til den virkelighed, at millioner af mennesker forhandles verden over – til prostitution, tvangsarbejde, tvangsægteskaber og organtransplantation. Størstedelen af dem er kvinder og børn. Deres kroppe falbydes, som var de handelsvarer. Deres handelsværdi fastsættes af kyniske købmænd.

Trafficking er et stigende internationalt problem. Det er den tredje mest lukrative kriminalitet på verdensbasis – næst efter ulovlig våbenhandel og salg af narkotika. Og trafficking bør have langt større bevågenhed – både i medierne, i den almene bevidsthed og i den kristne kirke. For handel med mennesker er i dyb modstrid med den kristne antropologi og det menneskesyn, der er funderet i evangeliet.

I skabelsesberetningen i Det gamle Testamente hører vi, at Gud skaber mennesket – og at han skaber det i sit eget billede (cfr. 1. Mosebog kap. 1, vv. 27-28). Netop vores gudbilledlighed er det, der adskiller os fra dyrene. Vi er besjælede skabninger, der er begunstigede ved, at Gud har sat sine spor i os.

Det nye Testamente bestyrker den tankegang. I 1. Korinther-brev, kap. 6, vv. 19-20 skriver apostlen Paulus: ”Jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud. Altså tilhører I ikke jer selv, for I blev dyrt købt. Ær derfor Gud med jeres legeme”. Paulus pointerer, at vores kroppe er helligdomme for Gud. Vi må sikre, at de ikke profaneres. Når vi tilfredsstiller vores kropslige behov – tørst, sult og seksuelt begær – skal det ske med veneration for den Gud, der har skabt os og som er i os, som Paulus formulerer det. Druk, anoreksi, bulimi, cutting, tvangsmæssig masturbation eller lemfældig sex er alt sammen udtryk for selvdestruktivitet. Men den manglende ærbødighed for kroppen kan også rette sig imod næsten. Det bærer medierne dagligt vidnesbyrd om. Vold, voldtægt, tortur og menneskehandel er at krænke – ja, at skænde det hellige i medmennesket. Hvis vi skal tage Paulus´ ord alvorligt, må vi behandle vores egne og hinandens kroppe med dyb respekt. For vores kroppe er ikke bare kød og blod – de er katedraler, der er rejst for at ære Gud.

Vi mennesker har ikke kun os selv at stå til regnskab for. Vi tilhører ikke os selv, for vi blev dyrt købt, skriver Paulus. Se, den vending minder i mistænkelig grad om menneskehandel. Men Paulus taler ikke om købmandskab i gængs forstand. Gud handler ikke med os – nej, han handler for os. Korsfæstelsen er ikke udtryk for en guddommelig studehandel, men for den store omkostning, som altid er forbundet med kærligheden – når den elskede i stedet for at gengælde kærlighedserklæringen brøler: ”Korsfæst ham, korsfæst ham!”.

Kristendommen er båret af en grundforestilling om, at Guds nåde er gratis. Det går os ikke efter fortjeneste i livet – og meningen med livet er ikke at tjene kroner og ører, men at tjene Gud og næsten. I Jesus Kristus viser Gud os en kærlighed, der koster i dyre domme, men som netop intet har at gøre med købmandskab. Jovist, det har sin pris at elske. Prisen gøres bare ikke op i klingende mønt, men i blod, sved og tårer.

Menneskehandel bør byde kristendommen så meget imod, netop fordi den både er udtryk for tingsliggørelse af det gudskabte og gudbilledlige og for kold og kalkulerende kræmmermentalitet. Lad os på denne anti-trafficking dag midt i oktober holde hinanden fast på, at vi som kristne er forpligtede på at værne om menneskets ukrænkelighed. Vi må være agtpågivende og politisk ansvarlige i forhold til menneskehandel som en virkelighed, der også manifesterer sig her i lille Danmark. Og vi må agte os selv og hinanden som Guds dyrebare skabninger. Respekt for det skabte liv er en kristen værdi – og den skal vi ikke sælge ud af!

Jeg fik en kæp i øjet forleden dag. Nu ler du måske forsorent og spørger: Ville det ikke være lidt festligere at få en kæp i øret? Jo da. Selv en kæp i hjulet ville føles bedre, tror jeg. Men virkeligheden er, at vi mennesker ikke altid bestemmer begivenhedernes gang.

Min kæreste og jeg var ude at gå tur med hundene lige før tusmørke, og pludselig stødte jeg på uventet modstand. En tyk gren borede sig ind ved næseroden – en millimeter fra øjets tårepunkt.

Med adrenalinet susende i blodet, smagen af jern i munden og følelsen af klistret blod på fingrene havde jeg kun tanke på ét: Mit øje! Var det ramt? Var det skadet? Kunne jeg stadig se?

Med bævende hjerte fjernede jeg hånden fra øjet og min kæreste kunne berolige mig med, at jeg faktisk kun havde en lille, udramatisk skramme ved vippekanten. Værre var det så heller ikke.

Men når man sådan har været en hårsbred fra at få spiddet øjeæblet, bliver man altså lidt rystet. Jeg kan for min del ikke lade være med at tænke over betydningen af tilfældigheder.

Det var tilfældigt, at vi valgte lige den rute for vores gåtur. Det var tilfældigt, at jeg satte mine fødder lige netop sådan, at mit ansigt kom i nærkontakt med en kæp. Det var tilfældigt, at jeg trådte lige ind i den kæp, der nok var stor, men ikke stor nok til for alvor at skade mit øje.

Tilfældigheder kan virke både i det ondes og i det godes tjeneste. De kan vise sig som ulyksalige sammentræf – og som salige lykketræf. Vi kan tænke: ”Tough luck!” – eller ”Svimlende svineheld”! Skidt sker, men det gør det skønne heldigvis også. Sådan helt ud af det blå nogle gange…

Apropos: I dag har jeg kun en lille blåviolet hævelse og et størknet sår som minde om en gåtur, der kunne være blevet en hel del mere skæbnesvanger. Nu gav den bare anledning til småfilosofiske overvejelser.

Og så måske til en skærpet opmærksomhed. Jeres hengivne blogger er knap så kæphøj i mødet med verden mere. Jeg ser mig for og omkring – agtpågivende og på vagt overfor vildtvoksende grene og løbske kæpheste. Man kan aldrig vide…

Der er venner til det hele: Legekammerater og livsledsagere, bonkammerater og bedstevenner, svirebrødre og blodsbrødre, pennevenner og perlevenner, makkere og meningsfæller, slyngveninder og sloffer – og dem, der bare er en del af slænget.

Den amerikanske TV-serie ”Friends” er blevet min generations kultserie. Den skildrer de ubrydelige venskabsbånd imellem en flok yngre mennesker. Og den gør det vittigt og varmt. Vi ved, at serien er ren fiktion – og drømmer alligevel om det frisprog og den fortrolighed, som de uadskillelige seks deler med hinanden.

Internetfænomenet Facebook kan også fange os ind i et fiktivt univers. Vi sender venneanmodninger – ofte uden at kende de mennesker, hvis profiler vi kobler os på. På skærmen har vi hundredvis af venner, men i virkeligheden måske kun en håndfuld, vi kan stole på og støtte os til. Indrømmet, jeg har da selv en profil på Facebook, men kan ikke dy mig for at tænke, at fjæsbog nedskriver meningen med venskabet.

Også det danske sprog bidrager til en devaluering af ordet. Vi sender ”venlige hilsener” i flæng. Selv når vi henvender os til SKAT, gør vi det i venskabets ånd – og måske står vi os også bedst ved at holde os gode venner med skattemyndighederne! Jo, det venlige har fået en noget afmålt og formel klang.

Tiden er inde til, at vi generobrer den dybe og dejlige betydning af venskabet. Vennerne er ”the chosen family” og for nogens vedkommende den eneste familie, de har. De er knyttet til os – ikke med blodets bånd, men med snore, som vi selv har flettet; snore af tillid og respekt. Et venskab er aldrig en trådløs forbindelse.

I mit eget liv har jeg mange mennesker, som jeg nærer venlige følelser for. Og så har jeg få venner, der kan tælles på én hånd – og som får mig til at tælle mine velsignelser. De er kloge og kærlige. De er lydhøre og loyale. De kan diske op med en opmuntring – og daske til mig med en opsang. De kan holde kæft, når jeg er ked af det. De kan holde trit, når jeg hopper og danser af begejstring.

Og så er der en særlig fælle på fire ben. Kald mig bare patetisk. Tænk bare: ”Hvor armodigt!”. Min allerbedste ven er min hund. Hun kan læse mit hjerte. Vi har et ordløst fællesskab. Når jeg græder, slikker hun mine tårer bort. Når jeg er i godt humør, vimser hun legesygt af glæde.

Jeg takker Gud for menneskets bedste ven og for alle verdens venskaber. Og jeg fyldes af en særlig taknemmelighed over, at Vorherre altid bekræfter vores venneanmodninger. Han tager imod os og giver os sig selv. Som han har sagt: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”. Nej, større kærlighed har ingen…

Jeg har fået et brev. Fra tre unge mennesker, der skal skrive om lykke i skolen. Tænk, at få lykke for som lektier! Det er da en opmuntrende opgave. Ja, det må næsten være lykken i sig selv.

De unge vil gerne vide, om troende mennesker er mere lykkelige end ikke-troende? Kære venner, det er et godt spørgsmål. Er kristne mere smilende, mere salige end mennesker, der ikke har himlen som en del af deres horisont?

Tja, når jeg ser mig omkring i de kristne menigheder, kan jeg få øje på lige så mange sure miner og nedadhængende mundvige som i ”ugudelige” kredse. Der er ikke meget, der tyder på, at kristne er gennemsnitligt mere tilfredse end ikke-kristne.

Jeg mener ikke, at kristendommen giver sikkerhed for lykke og lalleglæde. Men troen er et bolværk, når ulykken rammer. Når det hele bryder sammen, har vi mennesker behov for sammenhæng. Vi har brug for, at der er noget, der giver mening – midt i al meningsløsheden. Kristendommen forærer os både en livstydning og et livsfællesskab. Vi får noget og nogen at knytte an ved.

Jeg er et kristent menneske, men det betyder ikke, at jeg slår flikflak af fryd fra morgen til aften. Jeg ved bare, at min tro giver mit liv en dybde og en dimension, jeg ikke vil undvære.

Jeg kan også være mut og muggen, trist og tungsindig, tvær og på tværs. Det kan flere skrive under på! Men et sted derinde har jeg altid en bevidsthed om Guds kærlighed og nærvær.

I vores moderne tidsalder er vi tilbøjelige til at tro, at lykken er at være kendt eller rig eller slank – at lykken er en tilstand, som vi kan gøre os fortjent til. Hvis bare vi løber af med sejren i X Factor, vinder i lotto eller taber tyve kilo, SÅ…

Kristendommen fortæller os, at lykken ikke er at være kendis, krøsus eller kostfornægter. Lykken er Guds nåde. Og den er helt gratis. Som Peter Belli synger i sit dansktopnummer: Ingen regning. Ingen faktura. Guds søn har selv betalt alle omkostninger på korset.

Det har han, fordi han elsker os – også selv om vi ikke har x factor, også selv om vi er fattige som kirkerotter, også selv om vi spiser alt for mange kanelgifler. Drej bare livets lykkehjul. Det lander altid på Guds nåde. Det kan godt være, der ikke altid er så mange fede sidegevinster, men Gud selv er på vores side. Han viser os de sande værdier. Det er bare lykken. Det er den lektie, vi alle sammen gerne skulle lære her i livets skole.